Børn er lige så forskellige som Munch og Michelangelo

Børn kan godt lide dit og dat. Vi har sådan en tendens til at putte alle børn i den samme kasse. Det der er da lige noget for børn. Men altså, børn er bare super forskellige. Og det oplevede jeg i høj grad her i weekenden, hvor der var fuld gang i kreaværkstedet.

Jeg havde lagt op til at vi skulle lave fastelavnsmasker ud af æggebakker og paptallerkner, og jeg havde taget nogle eksempler med. Og så var der ellers fyldt op på bordene med alskens herlige materialer.

Rigtig maling vinder

Jeg havde også taget maling med denne gang. Det kan ellers godt være lidt af en udfordring, når jeg er rundt og holde workshops med maling. For så er der pensler der skal skylles og vand der skal skiftes. Men jeg er så glad for, at jeg tog det med, for børnene var vilde med det. Og heldigvis var der et skyllerum lige ved siden af Mødrehjælpens stand.

Jeg havde også Posca-tuscher med, men næh-nej. Når børnene fik valget mellem malingtuscher og rigtig maling, så vandt malingen med pensel (I hvert fald hos flertallet af børnene - nu må jeg jo ikke generalisere). Måske er der mange børn, der ikke er vant til at male med maling derhjemme? Jeg siger bare “på med voksdugen og mal away”.

Jeg prøver at tage mig tid til hvert barn, når jeg er ude med mine workshops. Men ofte kommer der så mange og sætter sig, at det kan være svært at nå det. Heldigvis går de fleste børn bare i gang. De ser nogle materialer og så får du hurtigt lagt en plan. Mange af dem ved lige som hvad der skal ske, hvad de vil lave. Engang imellem spørger de også mig, om jeg har en idé til, hvordan de laver øjne, hvilken lim de skal bruge eller noget andet. Den rolle kan jeg rigtig godt lide at have med børnene - at hjælpe dem med at få udført det projekt de har i hovedet, ikke tage styringen, men guide dem på vej.

Balancegang mellem hjælp og selvbestemmelse

Og så var der det med hvor forskellige børn er, som jeg gerne vil ind på. De fleste har en idé, men det er så forskelligt, hvordan de udfører den. Fx sad jeg med en sød, lille dreng på 3 og hjalp ham med at lave en hajmaske ud af en paptallerken. Han havde selv bestemt, at det skulle være en haj, og jeg guidede ham lidt på vej i, hvordan han kunne gøre. Klippe en paptallerken over, jeg klippede øjnene ud for ham og så valgte han selv, at den skulle være blå. Jeg klippede skarpe tænder ud og så limede han dem på (moren kom lige til at rette dem lidt til, så de sad lige).

Vi limede en rød piberenser på til mund, og så blev han ved med at pege på siden af paptallerknen og sagde “Mere”. Sammen med moren fandt jeg ud af, at han ville have piberenser hele vejen rundt. Måske havde han ikke fået lov at bestemme helt nok. Men det er en fin balancegang mellem at hjælpe dem på vej og give dem selvbestemmelse. Sådan er de jo med alt, når det gælder børneopdragelse, ikke?

Drengen med de store idéer

Så var der også den her dreng, der så en pinata, Mødrehjælpen havde købt til at pynte op og gjorde fastelavnsværkstedet flot. Han spurgte, om man også kunne lave dem? Nu har jeg altid ja-hatten på, når jeg har kreaværksted, så jeg svarede “ja” uden at ane, hvordan vi skulle lave den. Ja, selvfølgelig kan man da lave en pinata her. Har du sådan noget papir der, spurgte han så og pegede på silkepapiret på den færdigkøbte pinata. Og helt tilfældigt HAVDE jeg taget en pakke silkepapir med, som jeg bare ikke havde lagt frem. Det var som skæbnebestemt. Den dreng skulle lave sin pinata! Og efter jeg gav ham silkepapiret, behøvede jeg ikke hjælpe ham mere. Han spurgte pænt, om han måtte tage to æggebakker, også gik han i gang.

Jeg koncentrerede mig om andre børn, og så ham godt i øjenkrogen der på gulvet i fuld gang med et stort projekt med æggebakker, karton og silkepapir. Efter en times tid kunne han stolt fremvise en pinata-mand, som lignede den, der hang til pynt rigtig meget. Senere på dagen lavede han også lige en pinata-drage ud af tre æggebakker og silkepapir. Der var endda hul til at komme slik i. Han var en slags opfinder, synes jeg. Som kan tænke stort og føre sine idéer ud. Bravo.

Smil på forældres ansigt

Som børnene kom igennem værkstedet lørdag og søndag kunne jeg se, hvor forskellig deres tilgang var. Der var også en pige, som sad i flere timer og lavede det fineste mønster på en paptallerken. Nærmest helt musselmalet. Hun bliver sikkert porcelænsmaler en dag. Jeg er så taknemmelig over at få lov til at opleve børns kreativitet folde sig ud her. Og jeg oplever det hver gang, jeg har de her åbne værksteder, hvor der ikke er de store rammer, og hvor man godt må spilde lidt. Børnene går helt ind i det og nyder den tid, hvor de bare kan slippe fantasien løs.

Desuden var det dejligt at se smilene på forældrenes ansigter. Jeg elsker selv at se mine børn folde sig ud kreativt. Når de har succes med selv at skabe.

Det hele gik virkelig op i en højere enhed på mit værksted på Mødrehjælpens stand i weekenden, synes jeg. Det passede som fod i hose med mit værksted på Mødrehjælpens stand, og jeg er meget stolt over, at de valgte mig til at køre værkstedet.

Mødrehjælpen hjælper udsatte børnefamilier

Jeg er vild med Mødrehjælpens arbejde - alt det de gør for at børn skal have det godt. At de udsatte børn og forældre bliver støttet i hverdagen, så uligheden i samfundet føles bare lidt mindre.

Mødrehjælpen har et stort arbejde forude, og har du lyst til at støtte dem, kan du super nemt gøre det på deres hjemmeside, hvor du også kan læse mere om deres arbejde.

Støt Mødrehjælpen eller læs mere om det arbejde, de gør