En hel weekend til leg, kreativitet og afslapning. Det var hvad, der var på programmet for os, da familien på fire (Mor, far, Agnes 9 år og Albert 6 år) tog en tur i LEGO House, LEGOLAND og overnattede på Hotel LEGOLAND.
Lørdag var vi i LEGO House, og det kan du læse om her.
Vi vågnede op søndag morgen på vores værelse med Adventure-tema på Hotel LEGOLAND. Vi var spændte, for dagen skulle tilbringes i LEGOLAND. Noget børnene (og jeg selv) havde glædet sig til i flere måneder.
Værelset var så kreativt dekoreret med edderkopper, papegøje, sommerfugle og meget andet i LEGO. Der var LEGO-kanal på tv’et, og børnene havde det skægt i deres afdeling med køjeseng og væg med et mysterium, der skulle løses i ægte Indiana Jones-stil. Et godt mix af leg til børnene og et lækkert hotelværelse til de voksne.
Selve hotellet er også virkelig kreativt lavet med en foyer fyldt med leg i lego til børnene. En drage brøler uden for hotellet, Emmet, General Kandis Kaos og Direktøren fra LEGO Movie tager imod gæsterne ved indgangspartiet og en kæmpe LEGO-drage slynger sig op af et træ i foyer’en.
Efter en rigtig lækker morgenmad med lækre små portionsanrettede retter til de voksne og nybagte pandekager til børnene gik vi direkte fra hotellet og ind i LEGOLAND. Hotellet og parken hænger nemlig sammen, og det er altså super smart, at man bare kan gå frem og tilbage.
Og så var vi der endelig. Det sted, som jeg har rigtig mange minder fra fra min egen barndom. Der er faktisk dedikeret en hel side i min fotobog fra min barndom til LEGOLAND. Min mor var alene med min storebror og jeg, da jeg var barn. Der var masser af kærlighed, men ikke oceaner af penge. Vi rejste ikke udenlands, og det var en stor oplevelse, når vi kom på udflugt med boligforeningen. Ind i bussen og afsted. Det er min første tur i LEGOLAND på billederne her, hvor jeg er 2-3 år gammel.
Derfor var det skønt at opleve mine egne børn i LEGOLAND. Agnes på 9 år var straks på jagt efter de vildeste rutsjebaner. Hun er en rigtig daredevil. Albert på 6 år er ikke så meget til vilde rutsjebaner, så vi delte os lidt op, og mor og Agnes prøvede den ene vilde rutsjebane efter den anden. Jeg er også ret vild med rutsjebaner. Flying Eagle-rustjebanen gav et sug i maven og Polar X-plorer tilpas vild til os.
Albert er en kæmpe LEGO-fan. Da han stoppede i børnehaven, skrev de som en af hans kvaliteter, at han er mesterbygger i LEGO. Og det er han virkelig. Han var virkelig fascineret af alle de ting, der er bygget op af LEGO. Egentlig er han ret bange for huler, men han var vild med vores sejltur i piratbådene. Her er sjove legopirater bygget op. Og man ser dem lægge arm og drikke og være piratagtige, når man sejler igennem de fascinerende miljøer, der er bygget op. Også en stor drage passer på sine skatte.
Senere tog Albert og jeg med dragerutsjebanen, hvor vi først kørte igennem flotte scener sat op på et middelalderslot. Det ligner virkelig et rigtigt middelalderslot udefra. Meget imponerende. Og til sidst fik vi en sjov rutsjebanetur lige til Albert, ikke for vild med stadig med sug i maven.
Vejrguderne var ikke helt med os på vores tur til LEGOLAND, så vi fik en del regn. Men med regntøj på og en tur ind og få en dejlig kop kakao med flødeskum og LEGO chokolade var det en uforglemmelig dag trods regnen.
Vi sluttede dagen af med noget af det bedste i LEGOLAND: Miniland. Det store område fyldt med små LEGO-huse og landskaber. Det var dejligt at opleve, at børnene var lige så fascinerede af det, som far og mor selv havde været det som børn. Vi fandt Olsen Banden i LEGO, og det er bare så imponerende, hvor stort et område minilandet strækker sig over. Jeg får bare lyst til selv at gå hjem og bygge huse og mennesker i LEGO, når jeg går og kigger på alle detaljerne.
Jeg kan virkelig anbefale en LEGO-weekend med LEGOLAND, LEGO House og ophold på hotel LEGOLAND. Det er længe siden, vi har haft en weekend med så meget kvalitetstid sammen. Lækkert værelse, lækker mad og en masse leg. LEGO kan virkelig samle børn og voksne. Vi skulle bare stå op, morgenmaden var serveret og så direkte ud og lege. Det er sundt for sjælen.
Tak til LEGOLAND og LEGO House for en dejlig weekend.