Blogindlæg

Kreaweekend (2:3): Stempler med selleri og dødningehoved-kartoffeltryk

Der blev lavet aftryk med alt fra majs til enden af blyanter, da vi holdt kreaweekend i Korsør på Storebælt Camping den 23.-24. august.

annonce: 

Her kommer andet blogindlæg om vores sjove kreaweekend. Læs også første indlæg om vores første workshop med genbrugsmaterialer. Den anden workshop handlede om aftryk og stempler. For børn elsker nemlig at udforske, og det er lige præcis hvad stempler og aftryk får frem i ungerne. Hvad sker der, når jeg laver mit håndtryk her? Og hvordan ser det ud, når man dypper et overskåret æble i maling og trykker det ned på papiret?

Dyp og tryk

Vi havde lagt op til, at børnene skulle afprøve forskellige metoder både med frugt, grøntsager, sjove dingenoter og deres egne hænder. Først skulle de lige prøve lidt af på karton, og så gik de derefter over til stoftryk. Der blevet lavet t-shirts til dem selv og til gaver.

Majsene blev malet og rullet, der blev lavet blomster af enderne et bundt overskåret bladselleri, og æbler og lime gav virkelig fine aftryk. Vi var også ude i kartoffeltryk, som bl.a. tog form af et dødningehoved.

Vi gjorde også brug af sjove stempler som enden af seks blyanter sat sammen med en elastik og så var der piberensere formet som bogstaver og limet på en træblok. Ved at dyppe oppustede balloner i maling, kunne børnene også lave sjove runde aftryk på papiret. Ved at sætte øjne på, blev det til skøre hottentotter.

Børnene syntes også det var sjovt at lave tryk med deres egne hænder, og vi viste dem, hvordan man kan lave det til sjove dyr og andre motiver. Her på hjemmesiden finder du desuden en fin samling af idéer med motiver ud af håndaftryk.

Tips til at lave aftryk

Når I laver aftryk, så husk, at der ikke skal alt for meget maling på, for så svømmer det helt væk i maling. Dup også lime godt af inden i bruger den som stempel. Flad malingen ud på en paptallerken, så det er nemt at dyppe i, og put ikke for meget på tallerknen.

Vi brugte to slags maling til denne workshop. En almindelig vandbaseret akrylmaling til tryk på karton og en tekstilmaling til stoftryk.

Efter den sidste workshop havde vi besøg af klovnen Nietsky og vi hyggede os senere med at lave popcorn og snobrød.

Næste morgen tog vi til stranden og indsamlede sten, muslingeskaller, fjer m.m. og tog det med hjem i kreaværkstedet. Det bliver det næste og sidste blogindlæg, jeg skriver om kreaweekenden.