Glæden ved at tegne

Min datter Agnes på knap 4 år er virkelig blevet glad for at tegne på det sidste. Hun tegner allermest monstre, men er også begyndt på andre ting som dyr og planeter. Det gør mig meget stolt, for jeg var også meget glad for at tegne som barn og teenager, men så glemte jeg desværre glæden ved at tegne som voksen. Nu har Agnes mindet mig om, hvor hyggeligt det er at sidde og tegne sammen. Jeg elsker også de små historier, som hun fortæller om det, hun tegner. Det er en rigtig god måde at få nogle følelser ud på en abstrakt måde - både for hende og mig.

Fototekst: Min mor har gemt den første mand, jeg tegnede, i mit fotoalbum fra barndommen

Jeg selv var også rigtig glad for at tegne, da jeg var omkring 4 år. Både min mor og morfar nød at tegne sammen med mig. Til jul og fødselsdage gav jeg små tegnede bøger i gave, og min mor skrev den tekst, som jeg fortalte. Det er nogle af de bedste minder fra min barndom. Da jeg begyndte i skole var det også det at tegne, der var min styrke. Jeg var lidt genert og ikke den første til at skabe kontakt med de andre. Men når der stod formning på skemaet, så var jeg i mit es. Der var rift om at få lov til at få min tegninger. I teenageårene var jeg stadig glad for at tegne, men det begyndte desværre langsomt at dø ud, og jeg glemte at holde det ved lige. Det ærgrer mig lidt i dag, for jeg tror faktisk, at jeg kunne have blevet en dygtig tegner, hvis jeg havde holdt det ved lige. Og jeg tror, det ville have været godt for mig rent jobmæssigt at have et mere kunstnerisk job. I stedet gik jeg den akademiske vej og læste på universitetet.

Det er ikke så underligt med Agnes, at hun er blevet så glad for at tegne nu. Jeg tror et eller andet sted, at børn gerne vil være god til det, de kan mærke imponerer deres forældre. Og jeg er virkelig imponeret over min lille pige. Den anden dag kom hun hjem med en tegning af en ugle, der landede på en gren, og den så så livagtig ud. Jeg var næsten ved at falde bagover. Sådan havde jeg det også, da hun for et halvt års tid siden begyndte at tegne monstre. Det skete fra den ene dag til den anden, og så tegnede hun bare 50 tegninger på tre dage. Nede i børnehaven er væggene fulde af hendes tegninger og hun har et par med hjem til mig hver dag.

Hvorfor tror I, at Agnes er lige så glad for at tegne? Er det fordi hun ligner sin mor? Er det fordi hun kan mærke min glæde? Eller er det bare sådan hun er, og er jeg lidt for analyserende? ;-)